min morfar var den yngste i flokken. til de største drenge var afsat gård og jord, så det blev besluttet, at Benjamin skulle have hovedet og uddannelsen.
min morfar kæmpede desperat for at blive præst men kom aldrig længere end til cand.phil., som der stod i telefonbogen til hans død.
til gengæld spejlede tommelfingrene sig om hinanden.
han byggede, og var bygherre på ialt tre huse på en mose, han købte for en slik og selv drænede. mosen hedder idag Åkandevej og ligger i Lille Værløse.
det forbudte sted var vores morfars værksted. her stod en høvlebænk.
da han døde i 76, og hundredevis af kvadratmeters uopskåret mekka, mahogni og ustemte tangenter blev afhentet af Dødsboer Købes, valgte min far af uransagelige grunde at tage høvlebænken i sin varetægt.
min fars tommeltotter sad begge to til venstre. men han sagde med Dostojevskij i En latterlig mands drøm, at
man bør aldrig tage livsdrømmen fra et gennemsnitsmenneske
og høvlebænken blev installeret i hans herreværelse. den blev aldrig brugt til andet end opbevaring af skiftende store stakke bøger, et askebæger, et glas, en skalpel, et miniaturefoto af min Sis og et utal af småmønter.
meget omstændigt for os, der havde rengøringstjansen.
da han døde og min mor ikke kunne have samtlige sager med sig, blev resten af barndomshjemmet fredsommeligt fordelt mellem os søskende og Dødsboer købes. og så var det, at Claus bad om at måtte arve høvlebænken, hvis ingen andre var interesserede.
den har så stået i Sis' kælder i halvandet år. nu har C nærmest næsten et nyt værksted, så jeg søndagsbilede ud og hentede møblet.
Claus ved godt hvordan man bruger den.
mens jeg nu har adgang til krøller til de sødeste små spånkurve.
og oppe på hver sin sky sidder to gamle gubber og smiler.
